Pedellen har en hytte og der sidder han tit                 

Der er ingen diskussioner for han hader det skidt       

Vi andre er der også det’r der ingen der ved               

At vi ikke er alene – at de andre er med

Vi holder stedet hemmeligt så vidt som vi kan           

Vi siger kun det er et sted ved Bønnerup Strand         

Men selv om det er hem’ligt kan jeg ikke la’ vær’      

At fortælle hvad vi laver der                   

Vi dypper røven i det kolde vand

Ved Bønnerup Strand

Vi går og skider i en gammel spand

Ved Bønnerup Strand

Vi synger alle de her sange vi kan

Ved Bønnerup Strand

Vi drikker meget mere øl end vand

Alle fire mand

Ved Bønnerup Strand   

Weekend efter weekend ta’r vi alle afsted

Med fare for at spoile vores hemmelighed

Men når man si’r man trænger til lidt tid for sig selv

Så finder hun sig i det og slår tiden ihjel

Nej, koner og familier aner ikk’ hvad der sker

De hygger sig derhjemme mens vi hygger os her

De sætter pladen på og hører denne her sang

Men teksten hør’ de ikke engang

Vi dypper røven i det kolde vand …                              

Engang i mellem sker det vi må blive derhjemm’

Og det’ selvfølg’lig ikk’ en situation der er nem

For hjemme er der børnelarm og parskænderi

Men det’ en situation vi sagtens klarer fordi

Vi spør’ dem bare om de ikke lige sku’ ta’

At smutte op til Bønnerup og bli’ et par dag’

Så mødes vi og taler om hvornår vi mon kan

Ta’ op igen til Bønnerup Strand

: Vi dypper røven i det kolde vand … :

På Café Bundgarn ligger en stol der er væltet fordi    

Der ikk’ er nogen der har rejst den i mer’ end halvandet årti

På Café Bundgarn er der så stille, man ikke tør hvisk’

Og kommer fremmede ind og forstyrrer - så får de tæsk

På Café Bundgarn står Ann-Marie og krammer en pils

Og når en mand lægger vejen forbi glor hun uden at hils

På Café Bundgarn er luften så mættet af dødvand og røg

At få sekunder derinde for altid - vil farve dit tøj

På Café Bundgarn er lofthøjden lav som en halv meter vand

Og her er hjemvejen hård som at løbe en mar’thon i sand

På Café Bundgarn er hanerne lukket når klokken slår fem

Og under bordene ligger der gæster - som aldrig går hjem

Og Ann-Mari’ drikker sjatter af røggule fedtede glas

Der står i ring om en indtørret kaffekop ved hendes plads

Der er så mørkt at hun ikke kan se, men hun håber vel på

En lille stribe af sol på den bund - hun næsten kan nå

På Café Bundgarn serverer de stort set kun øller og snaps

Der’ ingen kaffe at finde i baren, men det kan de skaff’

Hvis man tør vove at sætte sin mund til den pivsure tår

Som nu har kogt på maskinen i kæld’ren - i adskillige år

På Café Bundgarn gik tiden i stå da hr. Vitus blev kvalt

Og lige siden er årene gået, men ingen har talt

For da hr. Vitus var færdig med kaffen, var festen forbi

Og stolen ligger der stadig for Vitus - og for Ann-Mari’

Der står en sjat på maskinen i kæld’ren og koger endnu

De sidste dråber af håb, mens man holder hr. Vitus i hu

Og de har siddet derinde og brummet den her melodi

Og drukket gravøl med Ann’ Mari’ - i halvandet årti

Se – se ham danse til en sang              

Se – se ham danse natten lang

Det eneste der står i hans kalender   

Er bare dans, dans, dans                      

Det eneste der står                               

Er dans                                                   

Se – se hende danse til en sang          

Se – se hende danse natten lang        

Det eneste der står i hend’s kalender

Er bare dans, dans, dans                      

Det eneste der står                               

Er dans                                                   

Se – se os danse til en sang

Se – se os danse natten lang

Det eneste der står i vor’s kalender

Er bare dans, dans, dans

Det eneste der står

Er dans

Vi vil se – se Jer danse til en sang

Se – se – se - se Jer danse natten lang

Det eneste der står i jer’s kalender

Er bare dans, dans, dans

Det eneste der står

Er dans

De lavthængende frugter

Var modne sidste år

Men nu er de så småt begyndt at gære

De bobler og de lugter

De rådner og forgår

Allig’vel har vi dem så evigt kære

Det er så skønt med forår

Når alting står i knop

Og sommeren der lukker blomster op 

Men størst af alt er vinter

Hvor intet er så smukt

Som lavthængende overmoden

Frugt

Åh, åh, åh, åh, åh, åh, kunne jeg nå

Kunne jeg nå, åh, åh, op til himmelens blå

Højt op over vrimlen og træernes top

svæve mod himlen højere op

Ku’ jeg blot sætte fra og fyre den af

Smide hammen og flyve flyve herfra

Kunne jeg svæve sydpå og leve

Godt som en greve – gid jeg ku flyve

Åh, åh, åh, åh, åh, åh, men jeg må gå

Men jeg må gå, åh, åh, med platfødder på

Traske på ømme hæle omkring

Med knækkede drømme og klodsede spring

Ku’ jeg blot sætte fra og fyre den af

Smide hammen og flyve flyve herfra

Kunne jeg svæve sydpå og leve

Godt som en greve – gid jeg ku flyve

Min dødssyge doktor er blevet så svag

Der’ er nogen, der er rendt med hans håndtryk

Hvordan i alverden kan han holde fast

Når han søndag skal smøre og spise sit rundstyk’?

Han plejed’ at handle på hver en idé

Og satte en ære i fri fantasi

Han sang sine sange og kaldte sig selv for en digter

Nu hør’ han P1, mens han gør sine huslige pligter

Min dødssyge doktor er blevet så blind

Der er nogen, der er rendt med hans tøjsmag

Han klæ’r sig i fuldstændigt samme sæt tøj

på så godt som hver evige eneste hverdag

Han plejed’ at gå i saron eller kilt

Eller hvad det sku være, hvis bar’ det var vildt

Han sked på om nogen de synes hans stil den var fucked up

Nu lister han ud for at skide i slippers og slåbrok

Min dødssyge doktor er blevet så bleg

Der er nogen, der er rendt med hans stolthed

Han vågner fordi han har drømt noget vildt

Og er badet i drivvåde dråber af koldsved

Han plejed’ at være spontan og rebelsk

Og slet ikke bange for noget som helst

Han bed sine piger og bollede dem som en mand gør

Men nu kan han knapt bide hul i en bolle med tandsmør

Han plejed’ at være en stråle af jazz

Af toner der satte os alle på plads

Nu piller han næse og ser lidt nervøst hen på fruen

Der har låst hans piano og sat det et pænt sted i stuen

Mød mig og Bossa Nova

I skoven

Vi leder efter poesi

Jorden dufter af det

End ikke skyerne kan dække

At vi har det godt

Kan dække - dække - dække

At vi har det godt

Mød mig hvor bilernes larmen

Bli’r til hvisken

Og man kan drømme med sang på

Dynen dufter af det

End ikke et skænderi kan dække

At vi har det godt

Kan dække - dække - dække

At vi har det godt

Mød mig hvor regnbuen ender

Husk at vaske hænder

Så giver jeg en kop af den gode - KAFFE

Køkkenet dufter af det

End ikke en sur ost i fælleskøleskabet kan dække

At vi har det godt

Selv ikke når nogen igen har glemt at gå ud med skraldespanden kan dække

At vi har det godt

Ikke engang når jeg kommer 10 minutter for sent...

(find selv på et problem og beklag dig over det)

...kan dække

At vi har det godt

Kan dække - dække - dække

At vi har det godt

På en kold dag – må jeg tage til takke

Med en bakke og lidt te og citron

På en kold dag – er det ret op ad bakke

Når jeg falder ned i dyb depression

På en kold dag – ser jeg slet ingen grund

Til at vove mig en tur ud at gå

På en kold dag – eksisterer der kun

Gode grunde til at gå i stå

Men når solen er her med sit skoldhede vejr

Kan jeg pluds’lig ikke læng’re la’ vær’

Med at tænke tilbag’ på de iskolde dag’

Så’r der rigtig meget jeg holder afPå en kold dag

På en kold dag – må jeg sidde og mindes

Hver en sommer som jeg havde som barn

På en kold dag – tror jeg ikke der findes

Nogen varme der kan holde mig varm

På en kold dag – ser jeg oldgammelt TV

Under slumretæpper af nostalgi

På en kold dag – kan jeg slet ikke se

Der er en fremtid før det er forbi

Men når solen er her med sit skoldhede vejr…

På en kold dag – bliver bunkerne større

Mens humøret lisså småt svinder ind

På en kold dag – vil mit tøj ikke tørre

Når det blafrer i den iskolde vind

På en kold dag – hvor hun ikke vil knalde

Må man holde sig til snolder og kag’

På en kold dag – som er hadet af alle

Er der ingenting at holde af

Men når solen er her med sit skoldhede vejr…